2010-05-01: Auchentoshan Select 12
Skrevet d. 14/06-2014

AUCHENTOSHAN har været produceret i Dalmuir i udkanten af Glasgow siden 1823. Destilleriet er i dag ejet af Morrison Bowmore gruppen, og af alle de destillerier, der er tilbage i Skotland, er Auchentoshan det eneste, der fortsat benytter sig af den traditionelle tredobbelte destillation.
Historie: Lavlandswhisky'ernes varemærke er triple-destillationen. Men med de mange lukkede destillerier er Auchentoshan nu den eneste whisky i Skotland, der stadig triple-destillerer, mens destillerier som Springbank, Benrinnes og Mortlach kun delvis triple-destillerer. Den tredobbelte destillation giver en whisky, som er lettere i smag, mens den modnes hurtigere end dobbelt-destillerede whiskies. Destilleriet er bygget ved Old Lilpatrick i en grube mellem floden Clyde og Kilpatrick Hills. I starten lå destilleriet langt fra Glasgow, men i takt med at Glasgow er blevet større, ligger destilleriet nu i den nordlige grænse af Glasgow og har medført motorveje og kommunale byggerier omkring destilleriet. Til trods for det har dens arkiktektur såvel som dens whisky vundet mange priser. Det skal dog nævnes, at destilleriet blev genopbygget efter 2. verdenskrig, da den i 1941 blev beskadiget efter bombning af Glasgow. Den er i dag japansk ejet og er en del af Suntory's Morrison Bowmore gruppe.
Produktion: Får sit vand fra Kilpatrick Hills. Eneste destilleri i Skotland, der foretager en sand tredobbelt destillation. Fra ølkedelen har alkoholen en styrke på 18%, efter mellemkedlen 54% og efter spritkedelen en styrke på hele 81%. I 1995 blev deres tyndslidte ølkedel erstattet med en ny.