« Tilbage

2020-08-28: Tallisker 10

Tallisker destilleriet , grundlagt 1831, er en klassisk ø-whisky. Af samme grund er den også medtaget som en af United Distiller's Classic Malts. Tallisker ligger på Isle of Skye som det eneste destilleri. Det blev efter et par fup-opstarter (blandt andet ved Snizort på øens nordside) grundlagt i 1830 af Hugh og Kenneth MacAskill og destilleriet blev opbygget i 1831 på øens udsatte vestside ved brederne til saltvands-søen Loch Harport og med udsigt til de flotte bjerge The Cuillins, som har tinder der er over 1000 meter høje.


Destilleriet har taget navn efter en nærliggende farm - Tallisker House, som huser den ældste søn af klanen MacLeod (ikke fra filmen 'Highlander'), og taget navn efter det nordiske navn for bjerget Thalas Gair eller Sloping Rock.


Destilleriet havde nogle hårde unge år, blandt andet fordi det ikke havde dets egen anløbsbro, hvilket godsejeren nægtede at få bygget. Derfor skulle alt whisky flådes ud til bådene, både med risiko for tab af whiskytønder og menneskeliv.


Destilleriet blev delvist genopbygget efter at en brand raserede destillerihuset den 22. november 1960. Branden skyldtes at kedelmanden glemte at lukke mandehullet til en af ølkedlerne. Kedlens indhold boblede over og direkte ned i kulfyrets flammer. Malteriet overlevede branden, men blev lukket i 1972.


Tallisker har været en vigtig ingrediens i mange blandingsprodukter. Blandt andet har det været en meget vigtig ingrediens til Johnnie Walker. Faktisk bar Talisker's label JW's logo helt frem til 1980'erne. En anden sjov historie er, at drikken Drambuie (som på gælisk betyder 'drammen, der tilfredsstiller') efter sigende stammer fra Isle of Skye. Efter nogle gamle optegnelser skulle Drambuie have indholdt citron, rørsukker, Tallisker whisky og safran. Drambuie produktet laves dog nu i Edinburgh.
Tallisker får sit vand fra kilden Cnoc-nan-Speireag (Hawk Hill), som er usædvanlig tørvet og derfor virker Tallisker meget tørvet.