2005-05-28: The Glenlivet 12
Skrevet d. 14/06-2014

Den klassiske single maltwhisky fra et af verdens mest berømte destillerier. The Glenlivet – med tryk på THE - er historien om lidenskab, rebelskhed og pionerånd. I begyndelsen af 1800 tallet fandtes der omkring 200 destillerier i området Glenlivet. Den daværende konge, King George IV, indførte, at alle destillerier skulle betale skat af produktionen til kongehuset. Dette skabte en del oprør blandt de skotske bønder - som foruden landbrug - destillerede whisky til eget forbrug og til salg, hvis produktionen var stor nok. King George havde allerede på det tidspunkt fået en præference for The Glenlivet og som det første destilleri var grundlæggeren, George Smith, derfor tvunget til at søge om en licens til at destillere whisky. George Smith fik sin licens til The Glenlivet i 1824 og samtidig retten til at kun én "scotch" havde ret til at kaldes sig The Glenlivet. Dette var til stor irritation for de andre destillerier, som nægtede at betale skat til kongen og de erklærede derfor både kongen og George Smith krig. I 1834 havde kavaleriet drevet alle illegale destillerier ud af Glenlivet, hvilket medførte at George Smith var den eneste destillatør, der var tilbage i området. Fremstillingsprocessen på The Glenlivet er faktisk den samme, nu her 180 år senere.
The Glenlivet 12 års har en perfekt balance mellem frugt og sødme, der appellerer til mange single malts kendere, men som også gør den til et velegnet sted at starte rejsen i singel maltens verden. Denne originale skotske klassiker har et let præg af tørv, der komplimenterer det svagt sødlige vaniljepræg fra de 12 års lagring på brugte bourbon whisky fade. The Glenlivet har gennem generationer været foretrukket blandt whiskyconnaisseurs som den mest klassiske Speyside singlemalt.